I tirsdags offentliggjorde min kæreste, Steffen, og jeg på Facebook, at vi er i et såkaldt forhold, som det åbenbart bare skal hedde derinde. Det har vi egentlig været i et stykke tid, men tanken om, hvad folk ville tænke, sige og mene, når han nu er så meget ældre end jeg har afholdt os fra at få gjort det officielt. Altså, indtil jeg fik nok af hele tiden at skulle trække pinen ud for, hvornår vi så skulle lade folk vide det. Facebook er sådan en dejlig ting. Der er de fleste venner, så derfor ser de fleste det og dem, der ikke ser det hører det fra andre. Jeg synes ikke lige, jeg havde lyst til at skulle gå rundt og fortælle det til folk. Jeg er sådan set også ligeglad med, hvad folk siger. Det vigtigste for mig er, at mine forældre og min bror ved det og at jeg ved, hvor jeg har dem henne i det og, at mine rigtig gode venner da er fuldstændigt ligeglade med, hvem jeg kommer kærester med 🙂 Deres syn på mig ændrer sig ikke af den grund. Det var en kæmpe lettelse for mig at bfå den bekræftelse hver gang, da jeg ligeså stille begyndte at fortælle det til nogle få af dem, inden “bomben sprang” på Facebook. Tak fordi, I ikke er fordømmende og ikke har nogle frygtelige mistanker til noget, jeg er så lykkelig for. Det betyder så meget 🙂
Og så noget knapt så glædeligt. I går onsdag den 02. marts 2011 kl. 10:30 døde en blind pige ved navn Anja Frost Jensen. Hun blev kun 23 år. Jeg kendte hende kun perifert, men i vores lille netværk kender alle på et eller andet plan alligevel hinanden. Om ikke andet, så ved de fleste, hvem de andre er. Jeg har da også skrevet meget med Anja i en periode for længe siden både om ting, man kunne flække af grin over og om nogle af de ting, der absolut ikke var sjove. Ud fra det overfladiske kendskab, jeg fik til hende virkede hun som et af de mennesker, der allerede så tidligt i livet havde været ude for tilstrækkeligt mange kedelige ting, men samtidigt som en af de personer, der på trods af alt prøvede at se på alt det positive og bare kæmpe sig videre i verden, selv om også det sikkert kunne være en prøvelse en gang i mellem. Uanset, hvor lidt jeg så har kendt hende så synes jeg, det er frygtelig trakisk, at et så ungt menneske bare pludselig er væk. Det er noget andet, når folk bliver syge og man følger dem til det sidste med bevidstheden om, hvor det bærer hen. Det gør ikke forståelsen mindre, men så har man forberedt sig lidt på det slag, man ved vil komme. Hvil i fred, Anja.
Hej hej herfra.