Normalitet og forskellig tiltrækning

I går aftes, da vi var et par stykker, der ikke kunne sove faldt samtalen på normalitetsbegreber og hv-spørgsmål. Hvad er normalt? Er det det, flertallet mener eller synes, der er normalt? Er det normale udseende sådan som flertallet ser ud? Hvorfor bliver fx handicappede betragtet som unormale? Er det igen fordi, flertallet kalder sig normale? Jeg føler mig da i hvert fald ikke specielt unormal, fordi jeg er blind. Lidt anderledes måske, fordi jeg ikke ser som andre, men er det så følelsen af at være unormal? Det synes jeg ikke. Folk, der er emo synes vel ikke, de er normale. De vil jo skille sig markant ud fra alle andre ved at klæde sig anderledes og ændre på deres udseende, fordi de har nogle følelser inden i, de både ønsker at vise, men samtidigt ikke vil have, folk skal blande sig i. Poptøser som dækker hele ansigtet til med makeup. sætter deres hår som om, de skal til fest hver dag og går i det nyeste, smarteste og pæneste tøj igen som om, hver dag var en fest har jeg nogle gange mistænkt for at gemme sig bag en facade af skønhed, mode og stil. Det, der i virkeligheden gemmer sig bag alt det look er ikke nødvendigvis den, de giver sig ud for at være, når de ser sådan ud. Mange af dem gemmer sig bag alt det smarte og moderne, fordi de er bange for at vise, hvem de egentlig er og hvordan de egentlig har det. De gør det bare på en anden måde end folk, der er emo. Det er i hvert fald min opfattelse efter at have gået i folkeskole i ni år i en klasse, hvor jeg var den unormale, fordi jeg havde et synshandicap modsat alle de andre, som kunne se. Så var der sikkert nogle af dem, der havde andre vanskeligheder, men det var som regel ikke noget, man i ligeså høj grad lagde mærke til.

Så er der det her med kærlighed. Der findes jo så mange forskellige slags kærlighed. Man føler en form for kærlighed til sin familie, en anden til sine venner og en helt tredje til en kæreste. Hvorfor gør man det? Hvorfor bliver man tiltrukket på en måde af folk, man bliver venner med og en anden af en, man måske ender med at blive kærester med? Hvorfor bliver man ikke nødvendigvis forelsket i en ven, man har kendt siden man blev født? Det hender selvfølgelig, at det sker. Det sker sikkert tit, men hvorfor sker det ikke altid? Hvad er det der gør, at vi bliver tiltrukket af folk, der bliver vores venner på en måde og på en anden måde af folk, man ender med at forelske sig i? Og hvorfor er vi overhovedet venner med dem, vi er venner med? Selvfølgelig er det fordi, vi kan lide folk og har noget til fælles med dem, men jeg har da masser til fældes med nogen, jeg absolut ikke kan fordrage. Og hvorfor kan jeg så egentlig ikke det? Det har nok noget at gøre med, at jeg bare ingen kemi har med dem, men nogle gange møder man en, man med det samme bare ikke kan lide og man har overhovedet ikke noget at have det i. Man frastødes bare på en eller anden uforståelig måde. Og hvorfor findes der så også de venner, man kan føle en brøkdel af noget, der måske kunne være forelskelse for i så korte glimt, så det næsten kan være væk i samme sekund som man opdager, hvad det egentlig er, man føler? Jeg forstår det ikke, men jeg holder selvfølgelig af de venner, jeg har. Ingen tvivl om det. Det er bare sjovt at tænke lidt over. De fleste af de venskaber, jeg er en del af kan jeg ikke huske, hvordan opstod også selv om, det er venskaber som er ret nye. Det er mærkeligt sådan noget. Gad vide, om man bare fortrænger det eller hvad. Nogle af dem hænger jo ved. I nogle tilfælde kan man altid forklare, hvordan man blev ven med den og den. Nåhh, men nu skal jeg snart til undervisning, så det må blive slutningen på mit første rigtig seriøse blogindlæg.

Hej hej herfra 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret, Tanker O.A.. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Normalitet og forskellig tiltrækning

  1. Berit Houmølle skriver:

    Du har fat i noget virkelig interessant der, Camilla. Nu er det normalitetsbegrebet, jeg vælger at blogge dig på. For du stiller et ganske essentielt spørgsmål – hvad er normalt? Og ikke mindst, hvad eller hvem skal gøre sig til dommer for at vurdere, hvad der er det normale?
    For mig at se er normalitetsbegrebet er på ingen måde globalt, og der findes ingen løsning eller rettevejledning, man kan læne sig op af i sin søgen efter det helt normale normale. Begrebet varierer gevaldigt fra kultur til kultur og fra land til land. Eksempelvis er polygami (flerkoneri) strafbart i Danmark, mens det i visse arabiske og afrikanske lande ikke er strafbart, men sågar forbindes med stor prestige. Altså er polygami udtryk for afvigende adfærd, hvis man spørger en dansker, men derimod normalt, hvis man spørger en senegaleser. Dette eksempel antyder, at kulturer spiller en stor rolle, når normaliteten skal defineres.
    Men kulturer er ikke det eneste relevante parameter. Også tid har noget at sige. I løbet af de seneste 100 år har normalitetsbegrebet rykket sig markant: For eksempel er tolerancetærsklen overfor kvinder blevet langt større. I dag er det normalt i Danmark, at en kvinde tjener lige så mange penge som sin mand – et sådant scenarium ville være fuldstændigt uhørt for halvtreds år siden.
    Normalitetsbegrebet er en evigt arbejdende og foranderlig størrelse. Jeg er helt sikker på, et blogindlæg som dit vil gå ind og prikke lidt til folks opfattelse af, hvad det normale er. For er det, som du skriver, unormalt at være blind, blot fordi de fleste ikke er det? Eftersom det for dig er helt normalt at være blind og unormalt ikke at være det, for det er DIN referenceramme og udgangspunktet for dit livssyn og din anskueliggørelse af verden.
    Har vi egentlig brug for et udtryk som “normal”, når det er betinget af så mange forskellige faktorer og aldrig bliver en konstant og håndterbar størrelse? Hvorfor har man brug for at vurdere, hvad der er normalt? Er det rimeligt at stille sig til dommer overfor dette, når ens forudsætninger for at synes, som man gør, er forskellige afhængig af opvækst, miljø, livserfaringer, kultur osv.? Er det flertallet, der skal have lov til at bestemme, hvad der er normalt? Er det ønskværdigt at være normal, hvis det normale er noget gennemsnitligt noget, som flertallet har bestemt skal være standard? Er normal lig med stereotyp? Skal det være det, vi stræber efter, at blive kategoriseret som normale? Er det det normale at gøre? Har jeg så lyst til at være normal?
    Reflekterende og filosofiske tankestrømme fra din gamle dansklærer, der nyder at læse dine refleksioner over livets store og små mysterier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

* Copy This Password *

* Type Or Paste Password Here *