Normalitet og forskellig tiltrækning

I går aftes, da vi var et par stykker, der ikke kunne sove faldt samtalen på normalitetsbegreber og hv-spørgsmål. Hvad er normalt? Er det det, flertallet mener eller synes, der er normalt? Er det normale udseende sådan som flertallet ser ud? Hvorfor bliver fx handicappede betragtet som unormale? Er det igen fordi, flertallet kalder sig normale? Jeg føler mig da i hvert fald ikke specielt unormal, fordi jeg er blind. Lidt anderledes måske, fordi jeg ikke ser som andre, men er det så følelsen af at være unormal? Det synes jeg ikke. Folk, der er emo synes vel ikke, de er normale. De vil jo skille sig markant ud fra alle andre ved at klæde sig anderledes og ændre på deres udseende, fordi de har nogle følelser inden i, de både ønsker at vise, men samtidigt ikke vil have, folk skal blande sig i. Poptøser som dækker hele ansigtet til med makeup. sætter deres hår som om, de skal til fest hver dag og går i det nyeste, smarteste og pæneste tøj igen som om, hver dag var en fest har jeg nogle gange mistænkt for at gemme sig bag en facade af skønhed, mode og stil. Det, der i virkeligheden gemmer sig bag alt det look er ikke nødvendigvis den, de giver sig ud for at være, når de ser sådan ud. Mange af dem gemmer sig bag alt det smarte og moderne, fordi de er bange for at vise, hvem de egentlig er og hvordan de egentlig har det. De gør det bare på en anden måde end folk, der er emo. Det er i hvert fald min opfattelse efter at have gået i folkeskole i ni år i en klasse, hvor jeg var den unormale, fordi jeg havde et synshandicap modsat alle de andre, som kunne se. Så var der sikkert nogle af dem, der havde andre vanskeligheder, men det var som regel ikke noget, man i ligeså høj grad lagde mærke til.

Så er der det her med kærlighed. Der findes jo så mange forskellige slags kærlighed. Man føler en form for kærlighed til sin familie, en anden til sine venner og en helt tredje til en kæreste. Hvorfor gør man det? Hvorfor bliver man tiltrukket på en måde af folk, man bliver venner med og en anden af en, man måske ender med at blive kærester med? Hvorfor bliver man ikke nødvendigvis forelsket i en ven, man har kendt siden man blev født? Det hender selvfølgelig, at det sker. Det sker sikkert tit, men hvorfor sker det ikke altid? Hvad er det der gør, at vi bliver tiltrukket af folk, der bliver vores venner på en måde og på en anden måde af folk, man ender med at forelske sig i? Og hvorfor er vi overhovedet venner med dem, vi er venner med? Selvfølgelig er det fordi, vi kan lide folk og har noget til fælles med dem, men jeg har da masser til fældes med nogen, jeg absolut ikke kan fordrage. Og hvorfor kan jeg så egentlig ikke det? Det har nok noget at gøre med, at jeg bare ingen kemi har med dem, men nogle gange møder man en, man med det samme bare ikke kan lide og man har overhovedet ikke noget at have det i. Man frastødes bare på en eller anden uforståelig måde. Og hvorfor findes der så også de venner, man kan føle en brøkdel af noget, der måske kunne være forelskelse for i så korte glimt, så det næsten kan være væk i samme sekund som man opdager, hvad det egentlig er, man føler? Jeg forstår det ikke, men jeg holder selvfølgelig af de venner, jeg har. Ingen tvivl om det. Det er bare sjovt at tænke lidt over. De fleste af de venskaber, jeg er en del af kan jeg ikke huske, hvordan opstod også selv om, det er venskaber som er ret nye. Det er mærkeligt sådan noget. Gad vide, om man bare fortrænger det eller hvad. Nogle af dem hænger jo ved. I nogle tilfælde kan man altid forklare, hvordan man blev ven med den og den. Nåhh, men nu skal jeg snart til undervisning, så det må blive slutningen på mit første rigtig seriøse blogindlæg.

Hej hej herfra 🙂